Poul Gadegaard

Legetøj eller ikke legetøj

Paul Gadegaard har stået for udsmykningen af Herning Højskoles aula, og det utraditionelle kunstværk, som her er skabt, har givet anledning til adskillige diskussioner.

– Legetøj, eller ikke legetøj. Det er ikke det, der er spørgsmålet, siger kunstneren, Paul Gadegaard, der har stået for Herning Højskoles udsmykning.
– For mig må folk opfatte den collage, jeg har lavet, som de vil. Hovedsagen er, at de standser op og oplever noget. 

Paul Gadegaard løfter øjenbrynene og smiler et lille undrende smil.
– Der er jo ikke noget mærkeligt ved mig, jeg adskiller mig ikke fra andre mennesker, jeg har bare specialiseret mig, og det kan da ikke være revolutionært, og jeg fortsætter, hvor jeg er begyndt. Det var det, der var tilfældet, da jeg begyndte mit arbejde herude på højskolen. Da professor Viggo Møller Jensen spurgte mig, om jeg var interesseret i at udsmykke aulaen her, havde jeg allerede lavet en mouvement i pinde og plexiglas, ligesom jeg havde lavet to billeder med lameller, og det faldt mig helt naturligt at fortsætte disse ting.

Da Gadegaard gik i gang med at fuldføre den collage, som højskolens aula danner i dag, blev han stillet overfor den opgave at udsmykke et lokale, hvis vægge var rå beton, og hvor loftet var inddelt i felter omgivet af svære cementbjælker.
-Jeg havde fået at vide, at væggene skulle stå i den rå beton, siger Paul Gadegaard, og så var der ikke mange muligheder.

I stedet for at male farver på lærreder og anbringe dem på væggene, malede han genstande i metal og træ i stærke og klare farver og hængte dem op i loftets firkantede felter, hvorefter de rå betonvægge kom til at danne en rolig og stilfærdig ramme om den livskraftige og sprudlende loftsudsmykning.

Kilde:  Årsskrift nr. 1 udsendt af Herning højskole og dens elevforening 1964 – Eva Bostrup

 

Paul Gadegaard, 1920-1996, dansk maler og billedhugger. Han blev uddannet på Kunstakademiet København 1940-44 og 1946 samt i Stockholm og 1946-47 hos André Lhote i Paris, hvor han boede til 1951. Efter hjemkomsten kom Gadegaard i kontakt med tekstilfabrikant Aage Damgaard, hvis skjortefabrik Angli i Herning han udsmykkede (1952-60, ikke bevaret), først med malerier, derefter i form af en totaludsmykning, hvor også møblerne, som Gadegaard designede, indgik.