Arkitekturen på Herning Højskole

Et pejlemærke på heden

Den arkitektoniske værdi ved Herning Højskole knytter sig overordnet til det fritliggende anlæg, hvor det markante højhus står som et pejlemærke og gennem tagets ensidige hældning som en skulptur i det vide, flade landskab.

Beklædningen af lyse, patinerede aluminiumsplader giver sammen med vinduesbåndenes variationer de store facader et næsten vibrerende liv. I de lave længer gentages den skråafskæring i flere af tagenes hældninger, hvilket er med til at give det samlede anlæg en let prismatisk form, der elegant gennemskæres af de nord-sydgående mure. 

Det samlede anlæg spiller i udtalt grad på kontrasten mellem det vertikale og det horisontale, hvilket giver en afgørende og næsten dramatisk effekt i det flade landskab, som ses omkring Herning.


Harmonisk helhed

Den arkitektoniske værdi knytter sig også til de lave længer i gråt tagpap, det røde, let flammede murværk og det mørke træværk, der spiller på jordfarveskalaen og herved er med at binde de lave længer sammen med jordsmonnet og landskabet. Herover rejser det lyse højhus sig op i luften.
Anlægget har en klar og let aflæselig disponering og fremstår som en harmonisk helhed.


Beroligende stemning

I eksteriøret knytter den arkitektoniske værdi sig også til de udendørs opholdsrum, særligt de lukkede gårdrum, hvor de mørke tagflader, pergolaerne og de tilbagetrukne, mørke vinduespartier giver gårdrummene en skærmet karakter og en beroligende stemning.

I mur gennembrydningerne til den større gård er indrettet simple siddepladser, der prydes med enkelt og dekorativt murværk med savsnit. I de lave længer med deres nedtonede og let rustikke udtryk, får den mørkere, naturlige farveskala et enkelt modspil i vindues-båndenes gående rammer, der er malet i let kontrasterende farver.


Hjemligt udtryk i brutalistisk bygning

I interiøret knytter den arkitektoniske værdi sig overordnet til de harmoniske og velbelyste rumligheder, der særlig ses i del ave længers undervisningsafdeling. Rummene er alle i en menneskelig skala, hvilket understreges af den gennemgående, enkle materialeholdning.

Udtrykket er som i det ydre nedtonet, og overfladernes stoflige karakter og behandling giver et rustikt, ligefremt og lidt hjemligt udtryk, der på fornem vis spiller fint sammen med rummenes rene linjer.

Anlægget forankrer sig på en gang til den danske tradition i de lave længers materialeholdning, mens højhuset og brugen af beton – særligt i det indre -viser frem mod betonen som det primære byggemateriale i brutalismen, der slog igennem i Danmark få år efter. 

Kilde: Teksten er fra fredningsafgørelsen fra Slots- og Kulturstyrelsen af 14. juni 2018.

Arkitekterne bag

Højskolen var færdigbygget i 1962 efter arkitekterne Tyge Arnfred og Viggo Møller Jensens tegninger.
Anlægget omkring højskolen blev udtænkt af landskabsarkitekterne C. Th. Sørensen og Ole Nørgård.


Højskolen fredet

Herning Højskole blev fredet i juni 2018. I begrundelse fra Slots- og Kulturstyrelsen stod der bl.a.:
Formålet med fredningen er at bevare højskolens oprindelige bygningsanlæg og de senere tilbyggede bygninger (teaterbygningen, musikbygningen og den tilbyggede lærerbolig) med omgivelser som et fremragende eksempel på et fremsynet højskolebyggeri, der er et produkt af tekstilbranchens store fremgang efter 2. verdenskrig. Herudover er formålet at bevare et anlæg af høj arkitektonisk kvalitet.

 
Info om brutalisme:
Brutalisme er et begreb indenfor moderne arkitektur, som blev udmøntet ca. 1950 af den svenske arkitekt, Hans Asplund, og taget op i England fra 1954 til beskrivelse af Le Corbusiers sene arkitektur og de værker af britiske arkitekter, der var påvirket af ham.
Brutalismen er en arkitektur, som er kendetegnet ved rene, geometriske bygningsdele, ved brugen af stål, glas og frem for alt en u-pudset beton. Brutalismens blomstringstid lå i årene mellem 1953 og 1967.